Kunst & Design på Vrigsted Efterskole er et fag for dig, der elsker at designe og være kreativ. Du får mulighed for at arbejde med mange forskellige materialer og teknikker på en ny og anderledes måde. Vi arbejder med en bred vifte af forskellige materialer, hvor der er fokus på farver og former. Det kan være alt fra beton og maleri til skrotkunst og udsmykning. Vi har fokus på det kreative indenfor design, og der er masser af plads til kreativ udfoldelse indenfor dette. Det betyder at du har masser af muligheder for at arbejde med både glas, tryk keramik, perleplader, billedkunst m.m. Herunder kan du læse mere om de individuelle fag samt deres specifikke område.
Glaskunst
I glaskunst arbejder vi primært med glastypen bullseye. Bullseye er glas, som er farvet i flotte farver på forhånd. Glasset skæres i stykker med særlige glasskærerknive og lægges op som smukke mønstre og figurer. Der er rig mulighed for at designe dit eget kunststykke efter dit eget kreative behov. Glasset kan pyntes med effekter af specialglas, glimmer, kobber og glasstænger, og det smeltes i skolens glasovn til figurer, masker, skåle og meget andet.
Tryk
I et arbejde med tryk trykker vi med alt, hvad vi kan finde på; kun fantasien og kreativiteten sætter grænser. I tryk laver vi blandt andet stempler med viskelæder, linoleumstryk med et moderne præg, stenciltryk, tryk med forskellige madvarer og legetøj.
Keramik
Når vi arbejder med keramik, arbejder vi med ler i næsten alle afskygninger. Blandt andet laver vi små figurer, skilte og smykker i Fimo/Cernit og større vaser, fade og “knapper” i porcelænsler.
Perlepladekunst
I design elsker vi perler, vi leger med de traditionelle HAMA perler og eksperimenterer med deres brugsmuligheder. Vi laver blandt andet fede smykker, store billeder, skåle og “perledoodle”.
Film og foto
Når vi leger med film og foto arbejder vi med de digitale udtryksmidler på en kreativ måde. Vi arbejder med stopmotion, portrætfoto, og manipulation af billeder, dette kan foregå elektronisk såvel som analogt.
Beton
Når vi arbejder med beton går vi i skolens værksted, her støber vi blandt andet lysestager, potter og møbler i forme vi selv har kreeret. I betonværkstedet får vi beskidte fingre, men flotte resultater.
Street art
I et arbejde med street art undersøger vi, hvad der er oppe i tiden inden for denne genre. Vi arbejder med at se mulighederne for kunst i gadebilledet og forsøger at overføre det til kunst inden for efterskolens rammer. Vi arbejder med forskellige materialer, perleplader med sjove citater og placeringer, perler der væves sammen og pludselig udgør dekoration på et væghåndtag, garn og pynt i skolens træer, maskingtape danner “malerier” på skolens vægge og søde udsagn skaber en rar stemning rundt omkring på skolen.