Kom og vær sammen med andre unge, som også bruger it-hjælpemidler i undervisningen. Det er en stor fordel, at alle har de samme faglige udfordringer.
Men et skoleår drejer sig jo ikke kun om boglig undervisning. Du kan vælge mellem mange linjefag og valgfag, som skifter gennem året. Og så er der selvfølgelig også gymnastikken, som afsluttes med flere opvisninger, der giver sommerfugle i maven.
Du kommer med på vores ryste-sammen-tur og skilejrskole, hvor du får nye udfordringer og lærer de andre bedre at kende. Der er mange emnedage og emneuger i løbet af året, fx vores årlige musicaluge, og du får mulighed for at deltage i forskellige stævner inden for sport og musik.
Det er ikke kun i undervisningen, du er sammen med de andre unge. Alle bor på skolen i hverdagene, så der er hele tiden nogen at være sammen og dyrke interesser med. Du kan også vælge at holde weekend på skolen. Nogle weekender har fastlagte temaer, andre planlægges undervejs.
Mange tidligere elever husker deres efterskoleår som det bedste år i deres liv. Nogle har fået venner for livet. Og efter skoleårets afslutning har du stadig mulighed for at mødes med de andre fra din årgang, når vi inviterer til gammel-elevdag.